Jeans pasform og kropstyper T610, T611 og T612

Når man står med et nyt buksemønster er det altid en god idé at sy bukserne op i et prøvemateriale først. Bukser er noget af det sværeste at få til at passe, simpelthen fordi vores numser er så forskellige. Det finurlige ved bukser er nemlig at to kvinder med nødagtig de samme talje- og hoftemål kan have helt forskellige faconer der kræver to helt forskellige pasformer.

Line2Line har udviklet 3 pasformer til jeans for at gøre det nemmere for dig at få dine bukser til at passe. Herunder ses et tværsnit af figurtyperne.

Line2Line figurtyper

Figur 1: Tværsnit af Line2Lines 3 figurtyper

Hvordan finder jeg den buksemodel der passer mig bedst?
Ofte når man taler om figurtyper taler man om det vi ser forfra: Timeglas, pæreformet, søjleformet osv. Men hvis man vil have bukser der sidder rigtig godt skal man se på kroppen fra siden. Har du en flad bagdel eller en stor? Det er faktisk det der afgør hvilket af Line2Lines buksemønstre du skal vælge. Hvis du er i tvivl om du er H eller A når du ser dig selv fra siden i spejlet så har du nok en gennemsnitlig facon og skal vælge Regular-X.

Straight H - Denne model er til dig med en flad bagdel. Vi har valgt at kalde den H, fordi det illustrerer en lige/søjleformet krop. Du kan sagtens have brede hofter, fremskudte hofter, kraftige lår eller mave og alligevel passe bedst i denne buksemodel. Det der afgør hvilken model du skal vælge er om din bagdel er stor bagtil/’vender bagud’ (Curvy - A) eller om den er flad/’trukket ind’ under dig og dine hofter eventuelt er fremadrettede (Straight – H).
Det vil typisk være folk med kropstype H, Y, V eller O der med fordel kan bruge denne model.
Typiske figurproblemer: Hvis du oplever at standard bukser ofte laver vandrette folder under bagdelen, folder ved lænden eller at buksen ’knækker’ ved knæet så passer denne pasform til dig.

Regular X - Denne model er gennemsnitlig og er til dig der ikke har de helt store problemer med at finde bukser du kan passe. Vi har valgt at kalde den X, men du behøves ikke at have en smal tajle eller brede hofter for at passe til denne model. Det der afgør om det er denne model du skal vælge er igen bagdelens hældning og bredde set fra siden. Hvis din bagdel hverken peger kraftigt bagud (Curvy - A) eller er specielt flad, eventuelt med et fremskudt hofteparti (Straight – H) så skal du vælge Regular - X.

Curvy A - Denne model er til dig med en kraftig/bagudrettet bagdel. Du behøves ikke at have brede hofter eller smal talje for at passe bedst i denne buksemodel, det der afgør om du skal vælge denne model er om din bagdel er flad/’trukket ind’ under dig (Straight – H) eller om den er stor bagtil/’vender bagud’.
Det vil typisk være folk med kropstype A, X eller O der med fordel kan bruge denne model.
Typiske figurproblemer: Hvis du ofte oplever at standardbukser enten kravler op bag i eller gaber ved taljen midt bag og ’glider ned’/skal trækkes op på plads i tide og utide så passer denne pasform til dig.

Line2Line Figurtyper

Figur 2: Disse tre figurtyper kan have det samme talje og hoftemål og alligevel kræve helt forskellige pasformer.